© K.-M. Thomsen
Som en del af økosystemet har den hvide stork en indikatorfunktion, dvs. den er et symbol på tilstanden i vådområder: hvor storkene forsvinder, forsvinder også mange andre arter. Jordbunden på heder og våde græsarealer er værdifulde og effektive kulstoflagre. Bevarelse og renaturering af passende habitater for hvid stork er derfor både art- og klimabeskyttelse.
Her i Eider-Treene-Sorge lavlandet dominerer den sumpede jordbund. I århundreder blev jorden intensivt drænet til landbrugsdrift. Imidlertid udsender tør mosejord såkaldte drivhusgasser og bidrager dermed betydeligt til klimaforandringer.
Både officielle og private naturbeskyttelsesforeninger køber egnede områder med ekstensiv forvaltede våde græsarealer, for at skabe tilflugtsområder for storkene. Store sammenhængende arealer skal erhverves og dyrkes, for virkelig at gøre en forskel. Det kræver meget personale og er tilsvarende dyrt. Men kun på den måde kan effektive hydrauliske tiltag, dvs. vanding i stedet for dræning, udføres. Det lokale landbrug tilpasser sig også dette nye koncept, som bringer vand ind i området i stedet for at tage det ud. Fremtidige kernespørgsmål i regionen er de hvide storkes trivsel, den fortsatte eksistens af tilpasset landbrug og klimabeskyttelse.
