Kirken

Prædikestol og orgel i kirken
© F. Mohrwinkel

På kirkens tag kan byggeåret aflæses: 1712. Denne kirke er den yngste i Stapelholm, som på det tidspunkt erstattede den forfaldne tidligere bygning. Hvor længe den forhenværende kirkebygning eksisterede, er ikke sikkert. Da Bergenhusen første gang blev nævnt i en kirkebog i 1304, var det i sammenhæng med et kapel. Muligvis drejede det sig om et kapel, som blev grundlagt i 1100 -tallet.

Læs teksten højt

Efter at kapellet var blevet så faldefærdigt i 1700-tallet, at gudstjenester ikke længere kunne afholdes, bestilte hertugen af ​​Slesvig-Holsten-Gottorf restaurering af kirken og klokketårnet i 1711. Sognet besluttede imidlertid at bygge en ny, større kirke på kapellets udvidede fundamenter. De indledningsvise økonomiske vanskeligheder blev ryddet af vejen gennem ​​to lotterier. Den nye kirke blev indviet den 14. december 1712 i hertugens overværelse. Den dag i dag vidner hjørnestenene på kirkens østside om denne bygnings historie.

Ikke alt blev fuldstændig fornyet under renoveringen: sten fra den gamle kirke blev brugt til at bygge den nye kirke, hvis brede spidsbuede vinduer minder om den gotiske periode. I modsætning hertil er alterrummet udsmykket med en altertavle fra omkring 1650 i barokstil. Den sene gotiske døbefontaf mørkt marmor stammer også fra det tidligere kapel og kan føres tilbage til katolsk tid. Grunden til dens exceptionelle størrelse, var for helt at kunne nedsænke spædbørnene under dåben. Prædikestolen fra 1637 blev også overtaget fra den gamle kirke. Ifølge indgraveringen blev den skænket af Katharina Odefey, enken efter den tidligere sognefoged.

Sengotisk døbefont af mørkt marmor
© F. Mohrwinkel

Også menighederne Wohlde og Meggerdorf hører til Bergenhusen sogn. Den store indgangsdør, der fører fra skibet ind i tårnet, vidner om tilknytningen: maleriet på indersiden af ​​døren blev skænket af sognsmedlemmerne af Meggerdorf i 1734. Maleriet er den eneste afbildning af opstandelseshistorien i kirken. Især ved menighedens begravelsesceremonier viser maleriet stadig symbolsk, at den sidste vej til kirkegården tages i lyset af opstandelsen. Selve kirkegården lå oprindeligt traditionelt rundt om kirken og blev flyttet til engen vest for kirken i 1863.