© F. Mohrwinkel
Hvid storke er trækfugle. Omkring 75% af Bergenhusens storke trækker over vestruten og overvintrer på den Iberiske Halvø og i Vestafrika. De andre flyver over østruten og krydser Bosporus og Sinai-halvøen for at komme til Sydafrika. De 12.000 km ned til Sydafrika aflægger storkene på lidt mere end en måned.
Først siden det 19. århundrede er det bekendt, at storke trækker til Afrika om vinteren. Inden da var der mange teorier om, hvor de ville opholde sig på den årstid. For eksempel troede man i 1200-tallet, at de dvalede i vandet.
For bedre at kunne identificere storkene, begyndte folk at markere dem med farvede bånd på benene allerede i det 17. århundrede. Beviset for teorien om, at de er trækfugle, blev først leveret af såkaldte ″pilstorke″: der blev fundet storke med pile i kroppen, som på grund af pilenes udseende klart var af afrikansk oprindelse. Dette beviste, at storkene havde opholdt sig i Afrika om vinteren. I dag kan man lokalisere storkenes trækrute og opholdssted ved hjælp af satellitsendere.
Som svæveflyver har storkene brug for varm opvind til at kunne flyve længere strækninger. Fordi havet ikke byder på varm opvind, bliver storkene nødt til at flyve rundt om Middelhavet. Som følge heraf er hvid storkens europæiske population opdelt i øst- og vesttrækkere.
Ikke klimaet, men det bedre tilbud på foder, er grunden til at storkene bevæger sig sydpå om vinteren. I Afrika står græshopper hovedsageligt på kostplanen. I Sydeuropa finder de nok foder på skraldepladserne i f.eks. Spanien og Portugal. Det fører til at et voksende antal af storke overvintrer der.
Der er også hvid storke, der overvintrer i Tyskland. Det er hovedsageligt dem, der har tilbragt en vinter i et redningscenter på grund af skader og har mistet deres trækinstinkt som følge heraf. I ekstrem hårde vintertider er disse dyr imidlertid afhængige af at blive fodret.
