© NIHK Wilhelmshaven
Hvis man ser rigtig efter, kan man se talrige flade og brede volde i skoven mellem Wohlde og Bergenhusen. Disse er cirka 2-3 m brede, maksimalt 20 cm høje og arrangeret som et skakbræt for at danne små, mere eller mindre rektangulære områder. Det er resterne af marker, hvor jernalderbønderne dyrkede deres korn for godt 2000 år siden. Af historiske årsager kaldes sådan forbundne agre “celtic fields”. Sådanne ageranlæg har imidlertid ikke nødvendigvis noget at gøre med kelterne, men kan findes i hele det nordvestlige Europa fra slutningen af bronzealderen til den romerske kejsertid.
Voldene opstod gennem aflagte trærødder samt opsamlede sten og ukrudt. Også datidens pløjeteknik havde en stærk indflydelse på markernes form: I første omgang blev en arden brugt til at pløje på kryds og tværs, hvilket resulterede i mere eller mindre firkantede felter. Lange og smalle parceller stammer fra senere tider, og disse er sandsynligvis kun blevet pløjet i en retning. Muligvis brugte man allerede her en plov, der kunne vende jordknoldene.
Det er sjældent, at hele korridorer af sådanne volde er blevet bevaret sådan som i Bergenhusen. Dette henviser til, at områderne her hurtigt voksede til med skov eller lyng og heller ikke mere blev landbrugsdyrket. Det drejer sig derfor om et ekstraordinært, bevarings- og seværdigt såsom overregionalt forhistorisk monument.
Men pas på, der er risiko for forveksling! De mange klart genkendelige, betydeligt højere og smallere volde, som også trækker sig gennem skoven, er dog langt nyere markgrænser: Det er tidlige såkaldte ”knicks” (levende hegn). På grund af ”Koblingsloven fra 1770” blev disse opsat under manuelt arbejde efter kongelige instruktioner for at strukturere markerne og for at levere træ.
© ALSH/V. Arnold
Nede: tværsnit på tre voldes fortidige afgrænsninger, overhøjde ganget op med 5
© V. Arnold
Yderligere oplysninger er tilgængelige på www.celtic-fields.com (på tysk).
