© F. Mohrwinkel
Hvis det drejer sig om føde, så er hvid storken en opportunist: den tager det, der er let tilgængeligt og let at fange: mus, rotter, firben, fisk og selvfølgelig frøer. Du kan tit se dem løbe efter høsttraktorer, fordi de nyslåede enge tilbyder dem et fyldt bord – bytte, som indtil da var godt skjult, er nu let at finde.
På jagt efter bytte skridter storkene gennem engene og fanger byttet med lynhurtigt næb. En voksen stork har hver dag brug for omkring en syvendedel af sin egen kropsvægt i foder. Med storkens gennemsnitlig vægt på 3,5 kg betyder det 500 g nødvendig føde. Større byttedyr fortæres hele. Ligesom ugler gylper de ufordøjelige dele af byttet ud igen.
I første omgang bliver den ene forældrestork hos ungerne, mens den anden søger mad inden for et område på ca. 2,5 km fra reden. Føden til de små kyllinger består i begyndelsen hovedsageligt af regnorme og insekter. Efter cirka tre uger må begge forældre lede efter foder på samme tid: En ung stork har nu brug for op til 1,5 kg mad om dagen! Jo bedre madforsyningen er, desto flere unger kan overleve.
Når ungerne kan forlade reden, tager hele familien på jagt efter foder. Ofte bringes byttet derefter til reden og fodres kun der. Ungfuglene tigger både i reden og i marken. Senere afvænner forældrene ungernes tiggerier, ved ikke længere at flyve tilbage til reden. I stedet tager de plads på taget et stykke væk fra reden.
